Antallet af indbrud stiger: 1.245 flere på ét år

Flere danske hjem har haft ubudne gæster i årets første ni måneder. I alt blev der anmeldt 11.351 indbrud på landsplan fra januar til september 2026. Det er 1.245 flere end i samme periode i 2025, hvor tallet var 10.106.
Forsikringsselskabet Alm. Brand Group har i samme periode registreret omkring 1.400 indbrud i private hjem og oplever fortsat, at mange kunder bliver ramt.
Ifølge selskabets skadedirektør, Britta Bjerregaard, kan et indbrud have konsekvenser, der rækker ud over de stjålne ejendele.
"Når vi ser over 11.000 anmeldte indbrud på landsplan på bare ni måneder, er det en klar påmindelse om, at indbrud fortsat er et problem for mange danske familier. Et indbrud koster ikke kun de ting, der bliver stjålet. Det kan også sætte sig i følelsen af tryghed i ens eget hjem. Derfor er det vigtigt at huske, at der findes en række enkle ting, man selv kan gøre for at mindske risikoen," siger Britta Bjerregaard.
Naboer kan hjælpe med at forebygge indbrud
Alm. Brand Group anbefaler blandt andet, at boligen ser beboet ud, når beboerne er væk. Det kan eksempelvis ske ved at bruge timere til lys, få tømt postkassen og affaldsbeholderen og sørge for, at der er aktivitet omkring huset.
Det kan også være en fordel at lave aftaler med naboerne om at holde øje med hinandens hjem.
"Det kan lyde banalt at tale om lys, postkasser og biler i indkørslen, men tilsammen er det tegn på, at der er aktivitet omkring boligen. Tyven skal helst være i tvivl om, hvorvidt nogen er hjemme. Derfor er en god aftale med naboen et af de enkleste og mest værdifulde råd til at undgå at få ubudne gæster i ens hjem," siger Britta Bjerregaard.
Selskabet anbefaler desuden, at værdifulde genstande ikke ligger synligt fremme, og at man tager billeder af sine ejendele, gemmer kvitteringer og noterer serienumre på elektronik. Det kan gøre det lettere at dokumentere et tab efter et indbrud.
Fakta om indbrud
- 11.351 indbrud blev anmeldt i årets første ni måneder af 2026.
- Det er 1.245 flere end i samme periode i 2025.
- Stigningen svarer til 12 procent.
- I 2025 blev der anmeldt 10.106 indbrud i perioden.
- Alm. Brand Group registrerede cirka 1.400 indbrud i private hjem i årets første ni måneder.
- Tallene stammer fra Danmarks Statistik.






Accepter kun nødvendige cookies