Halloween kan stresse hunden: Her er syv råd til en tryg aften

Halloween den 31. oktober byder på udklædning, græskar og børn på jagt efter slik. Men for hunde kan de mange uvante indtryk være skræmmende, advarer Agria Dyreforsikring.
Masker skjuler velkendte ansigter, dekorationer bevæger sig i mørket, og der kan være langt flere besøgende ved hoveddøren end normalt. Især hvalpe, unge hunde og hunde, der allerede er usikre over for fremmede eller høje lyde, kan blive påvirket.
"Vi ved godt, at spøgelset i naboens have er lavet af plastik, og at personen bag masken bare er et barn på vej efter slik. Det ved hunden ikke. Den registrerer bare, at omgivelserne pludselig ser anderledes ud og opfører sig anderledes end normalt," siger Lotte Evers, marketingchef og hundeekspert hos Agria Dyreforsikring.
Derfor anbefaler Agria, at den lange gåtur klares, inden mørket falder på, og gaderne fyldes med udklædte børn. Hunden bør holdes i snor, da pludselige lyde og bevægelige dekorationer kan få den til at reagere uventet.
Hjemme kan man indrette et roligt sted væk fra hoveddøren med hundens seng, vand og noget at tygge på. Hvis dørklokken gør hunden urolig, kan man slukke den eller sætte et skilt på døren. Hunden bør heller ikke presses til at nærme sig udklædte personer eller pynt, den er bange for.
"Målet er ikke, at hunden skal synes, at halloween er fantastisk. Det vigtigste er, at den oplever, at den kan være tryg, og at ejeren hjælper den væk fra situationen, hvis den bliver presset," siger Lotte Evers.
Der er også grund til at holde øje med slik og godter. Chokolade indeholder teobromin, som er giftigt for hunde, mens sukkerfrit slik, tyggegummi og pastiller med xylitol kan føre til alvorlig forgiftning. Har hunden spist noget potentielt giftigt, bør man kontakte en dyrlæge.
Faktaboks: Syv råd til en hundevenlig halloween
- Gå den lange tur, inden mørket falder på.
- Hold hunden i snor på ture med mange uvante indtryk.
- Sørg for et roligt sted, hvor hunden kan trække sig tilbage.
- Sluk eventuelt dørklokken, hvis gentagne besøg stresser hunden.
- Tving ikke hunden tæt på udklædte mennesker eller uhyggelig pynt.
- Opbevar slik og små dekorationer uden for hundens rækkevidde.
- Lad hunden blive hjemme fra “slik eller ballade”, og kontakt en dyrlæge, hvis den har spist noget giftigt.






Accepter kun nødvendige cookies