Ny undersøgelse: Børn er glade for at gå i børnehave

Kommunernes dagtilbud har et solidt fagligt udgangspunkt for at styrke kvaliteten, men der er fortsat plads til udvikling. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE, der kortlægger arbejdet med kvaliteten i dagtilbuddene ved starten af programmet Alle Børns Dagtilbud.
Mere end 2.200 børn har bidraget med deres oplevelser af hverdagen i børnehaven. Her svarer 87 procent, at de er glade for at gå i børnehave, og langt de fleste oplever både venskaber og positive relationer til de voksne.
”Det er rigtig positivt, at så mange børn er glade for at gå i børnehave, og at medarbejderne har et godt fagligt samarbejde i hverdagen. Noget af det vigtigste er, at vi bliver endnu bedre til at se hverdagen gennem børnenes øjne og lytte til, hvad de oplever. Den viden skal vi bruge aktivt, når vi sammen med kommunerne og vores medarbejdere skal gøre vores dagtilbud endnu bedre,” siger Anders Winnerskjold, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
Undersøgelsen viser også, at 71 procent af medarbejderne har viden om, hvordan de kan understøtte børns leg. 73 procent drøfter faglige problemstillinger med kolleger, og lige så mange afprøver nye tiltag i arbejdet med børnene.
Der er dog udfordringer med at følge op på, om nye tiltag virker. Kun 51 procent af medarbejderne er helt enige i, at de gør det. Samtidig er 49 procent helt enige i, at de giver hinanden feedback.
Programmet Alle Børns Dagtilbud er et samarbejde mellem KL, Komponent og Professionshøjskolerne, som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kroner til. Det skal frem mod 2029 bidrage til at styrke børns trivsel og muligheder for at indgå i gode fællesskaber.
VIVE-undersøgelsen skal gentages i 2029 som led i den endelige evaluering.
Fakta om undersøgelsen
- Deltagere: Mere end 2.200 børn, 1.183 medarbejdere og 131 ledere.
- Omfang: 17 kommuner deltager i programmet.
- Børnenes oplevelse: 87 procent er glade for at gå i børnehave.
- Faglighed: 71 procent af medarbejderne har viden om at understøtte børns leg.
- Samarbejde: 73 procent drøfter faglige problemstillinger med kolleger, og 73 procent afprøver nye tiltag.
- Opfølgning og feedback: 51 procent er helt enige i, at de følger op på tiltag, mens 49 procent er helt enige i, at de giver kolleger feedback.
- Program: Alle Børns Dagtilbud løber frem mod 2029 og har modtaget 100 millioner kroner fra LEGO Fonden.






Accepter kun nødvendige cookies