Store forskelle i psykiatriske diagnoser blandt børn og unge på tværs af kommuner

Andelen af børn og unge med registrerede psykiatriske diagnoser er steget gennem de seneste 16 år. Samtidig er der store geografiske forskelle på, hvor mange der får en diagnose eller indløser recept på medicin mod psykiske lidelser.
Det viser et nyt landsdækkende studie fra Syddansk Universitet og Bedst for Os. Forskerne har undersøgt sundhedsdata fra næsten 2,93 millioner personer i alderen 0-24 år i perioden 2010 til 2025.
Forskellene er særligt tydelige ved autisme. I 2025 varierede andelen af 0-24-årige med en registreret autismediagnose fra 1,3 til 5,9 procent mellem kommunerne. Også brugen af ADHD-lægemidlet atomoxetin varierede betydeligt mellem landets sundhedsråd.
Studiet viser ikke, hvorfor forskellene opstår, eller hvilket niveau der er det rigtige. De kan blandt andet hænge sammen med forskelle i befolkningens behov, sociale forhold og adgangen til udredning og behandling.
"I et forholdsvis lille land med gratis sundhedsvæsen og de samme overordnede retningslinjer skulle man forvente, at et barn med de samme udfordringer møder nogenlunde det samme system, uanset hvor det bor. Når vi i stedet ser, at andelen med en autismediagnose er fire gange højere i nogle kommuner end i andre, er der spørgsmål, vi bliver nødt til at stille. Tallene giver ikke svaret, men de viser, hvor vi skal begynde at lede," siger Anton Pottegård, professor ved Syddansk Universitet.
ADHD, autisme og medicinbrug er steget
Fra 2010 til 2025 steg den årlige registrerede forekomst af ADHD/ADD fra 0,41 til 2,3 procent og autisme fra 0,20 til 1,2 procent. Brugen af melatonin, der blandt andet anvendes mod søvnproblemer, steg fra 0,14 til 3,0 procent.
For at gøre resultaterne tilgængelige for offentligheden har forskerne udviklet onlineværktøjet BUP-stat. Her kan brugerne sammenligne udviklingen på tværs af alder, køn, regioner, sundhedsråd og kommuner.
"Vi har gjort BUP-stat offentligt tilgængeligt, fordi tallene er relevante for langt flere end blot forskere. Vi håber, at klinikere, kommuner og regioner kan bruge værktøjet til at se, hvordan deres eget område ligger i forhold til resten af landet, og at det kan være et udgangspunkt for dialog om udredning og behandling af børn og unge," siger Anton Pottegård.
Studiet er offentliggjort som et preprint og er endnu ikke fagfællebedømt.
Fakta om studiet
- Undersøgelsen omfatter 2.930.744 personer i alderen 0-24 år.
- Data dækker perioden 2010-2025.
- I 2025 varierede andelen med en autismediagnose fra 1,3 til 5,9 procent mellem kommunerne.
- ADHD/ADD steg fra 0,41 til 2,3 procent i årlig registreret forekomst.
- Autisme steg fra 0,20 til 1,2 procent.
- Melatoninbrug steg fra 0,14 til 3,0 procent.
- BUP-stat er offentligt tilgængeligt på bupstat.sdu.dk.






Accepter kun nødvendige cookies